Skagen
har jo ofte godt vejr, selv om det er elendigt andre steder i landet. Vi har nu
også regn heroppe, og som de fleste ved, kan det blæse en del ind imellem. Det
rigtigt gode ved Skagen er så, at der er så meget andet, man kan gøre, hvis
vejret nu ikke lige er til at slikke sol eller bade. Stranden er stadigvæk
indbydende. Man skal bare have andet end bikini på. En tur på havnen er altid
interessant, og så er der jo alle museerne og gallerierne. Råbjerg Mile bør
man give sig tid til opleve og Den tilsandede kirke skal jo ses. Og Grenen –
ja, den er faktisk mest interessant, når det blæser, så man rigtig kan se de
to have mødes.
Vi
anbefaler altid Skagen By- og Egnsmuseum, som giver et usædvanligt godt og
bredt billede af, at Skagen i høj grad var og er andet end kunstnernes
by.
Efter
vores mening er stranden her langt bedre og mere børnevenlig end Mallorcas
brede, uinteressante strande. Her kan man nemlig bygge strandslotte, lave floder
og havne med fine og mærkelige sten, som man finder alle vegne. Man kan gemme
sig i klitten, soppe i vandkanten eller bade i det friske Skagerrak eller det
lidt blidere Kattegat.

Tilbage til forsiden